Palimpsest som fotokunst.
Ud af mørkekammeret, ind i wunderkammeret
Billederne bliver til nærmest som palimpsester, hvor det oprindelige og det tilføjede lag udviskes, overtegnes og markeres på nye måder. Palimpsest er græsk og er sammensat af palin 'igen' og psestos 'skrabet'. Palimpsester er altså materiale, oprindeligt pergamenthåndskrifter, hvorpå der er skrevet ovenpå slettet skrift, således at flere lag anes. I Anne-Li Engström´s udtryk arbejdes der henover hendes egne fotos igen og igen, der skrabes af, lægges til og ændres. Det oprindelige billede dækkes aldrig fuldstændig til, men et nyt sanseindtryk fremstår med og igennem billedets lag. Anne-Li arbejder både digitalt og fysisk med sine billeders mange lag. Hendes fundament i dokumentarfotografiet giver et solidt afsæt for mørkekammerarbejde med lys, intensitet og nuancer. Mørkekammeret er henover de seneste 15 år udskiftet med et wunderkammer, hvor der leges med det oprindelige udtryk. I dette forundringsskab arbejder Anne-Li serielt og intuitivt med sansningers og udtryks bevægelser i et spænd mellem oprindelige billeder og nye lag. Billederne lægges oven på hinanden, der tegnes eller males på dem eller naturmateriale i form af mos, græs, grene lægges på billederne, så det oprindelige udtryk ændres.
Motiverne
Motiverne i Anne-Li Engström’s arbejde er ofte kvinder og/eller natur. Snarere end portrætter viser billederne tilstande og sansninger, hvor portrættet er forskudt. Billedernes stemninger ’ejes’ således ikke af modellen, men er leget frem i en detaljeret, intuitiv og ofte hurtig, men samtidig søgende arbejdsproces.
Anne-Li ’s ideer til sine billeder opstår i aktivt samspil med verden. Ideer kan opstå i forbindelse med et billede af hendes mor som ung, som så ændres frem mod et andet udtryk. De kan opstå i forbindelse med optagelser i naturen, hvor bevægelsen gennem skoven bliver til det, der arbejdes videre med, ligesom træk i niecens ansigt bliver til det fotografi, der går igen i et hav af produktioner.
Stemningen
Stemningerne i Anne-Li´s billeder er ofte nærmest sjælelige, indadvendte, og sansende det vanskeligt tilgængelige. I billederne er der bevægelse, og udtryk som ofte nærmest er meditative og poetiske. Der er på den måde tale om stemninger som man måske ellers ville mene netop ikke er iagttagelige men med hendes palimpsestiske arbejdsmåder drives imidlertid netop sammensatte stemninger frem. Billederne er åbne, idet de inviterer tilskueren ind i sit univers til individuelle afsøgninger af udtrykket og dets sansning.